Cyanotypi
Cyanotypi (også kaldet blåtryk eller lystryk) er en gammel fotografisk teknik lanceret i 1842 af John F. Herschel, hvor lysfølsom emulsion fremkaldes i sollys. De belyste partier danner ved belysning med solens UV-lys en kraftig blå farve, berlinerblåt, eller preussisk blå. Det analoge aftryk fremstår herefter hvidt på blåt som lys/skygge aftryk eller som fotografiske transparenter.
Til mine værker i cyanotypi har jeg samlet planter omkring mit hjem, hvorefter planterne er benyttet til at skabe kunstværkerne ved at lave kontaktkopier i forholdet 1:1 direkte på akvarelpapir. Min foretrukne UV-kilde er direkte sollys, så om sommeren går jeg udenfor i solen og belyser mine billeder.
Alle cyanotypiværker er unikke. Der findes kun ét eksemplar af hver.
OBS: Cyanotypi kan falme ved længere tids påvirkning af direkte sollys. Undgå derfor at hænge værket i direkte sol.
Cyanotypi er den ældste af de gamle ikke-sølvbaserede fotometoder. Da den fra start af var billigere end de sølvholdige fototeknikker, så blev den i stor grad brugt kommercielt bl.a. af arkitekter til kopiering af plantegninger og bogillustrationer. Det eneste, der krævedes, var en tegning tegnet på gennemsigtigt papir. Også videnskabsfolk har i forbindelse med forskningsmæssig registrering af pressede blomster og planter benyttet denne teknik som f.eks. Anna Atkins, der udgav bogen Photographs of British Algae: Cyanotype Impressions i 1843. Siden har mange kunstnere og kreative fotografer arbejdet med teknikken.