Location, DK-4500 Nykøbing Sjælland
+45 26740871
kunst@mortenfunder.dk

Kunst i teltet 2016

... en del af mit kunstneriske univers

Kunst i teltet 2016

Kunst-i-tektst-skilt-smallHornbaek_300x237Kunst-i-teltet-forside-h150“Kunst i Teltet” er en udstilling, som Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum arrangerer hvert år midt i juli måned på Museumsgrunden på A. R. Friisvej i Hornbæk. Grundens beliggenhed helt ud til klitterne og stranden er helt suveræn.
 
Teltet er på 210 kvadratmeter, og 10 udvalgte billedkunstnere udstiller på hver sin stand, der er 3 x 3 meter. Bagerst i teltet udstiller en billedhugger.
 

 

Der findes også et telt med en café på 54 kvadratmeter, som et professionelt firma tager sig af. Der kan købes lækre sandwiches, salater, hjemmebagte kager, kaffe og vand. Her i cafételtet viser jeg en række af mine billeder, og du kan træffe mig her begge dage for en lille snak om min kunst og meget mere …

 

Udstillingen er åben lørdag den 16. juli og søndag den 17. juli, begge dage kl. 11 – 18

Alle udstillede værker er til salg
Der er fri entré og alle er velkomne

 

Der er reception lørdag den 16. juli kl. 11. med åbningstale af tidl. kulturdirektør Peter Grønholt, og som noget nyt er det i år professionelle jazzmusikere, der underholder, nemlig brødrene Andreas og Nichlas Hatholt på henholdvis bas og klaver. Super Brugsen i Hornbæk v. Bjarne Mikkelsen sponsorerer et glas vin. Kunst i Teltet gentager også sin populære kunstquiz, hvor man skal finde fem fejl.

Udstillingen er velbesøgt, og der er altid en god stemning både blandt kunstnerne og de besøgende. Stedets helt fantastiske lys og atmosfære skaber rammerne for store kunstneriske oplevelser.

 

Kunst-i-teltet-smallVision for et kunstmuseum i Hornbæk

Hornbæk har fået en enestående chance. En grund til et kunstmuseum takket være en gavmild kvindes fremsynethed. Det er fru Gudrun Thomsen, som i 1995 testamenterede grunden til Fonden Hornbæk Kunstmuseum med et ønske om, at der her vil blive bygget et museum. Den meget attraktive grund er på 5.000 kvadratmeter og ligger på hjørnet af Kystvej og A. R. Friisvej i Hornbæk, og den ligger helt ud til klitterne og stranden. I 2010 rejste støtteforeningen en skulptur på grunden, “Havet Lys” af billedhuggeren Søren Schaarup.
 

Støtteforeningen for Lysets Museum

Støtteforeningen tæller i dag over 100 medlemmer, som støtter op om projektet. Indtil visionerne går i opfyldelse, og museet er blevet en realitet, arrangerer støtteforeningen forskellige events på Museumsgrunden, heriblandt Kunst i Teltet, som de har meget stor succes med.
 
Støtteforeningens formål er sammen med Fonden Hornbæk Kunstmuseum at få bygget et museum i samspil med byen, naturen og historien. Det var Fru Gudrun Thomsens ønske at forny Hornbæks tradition for at være et hjemsted for kunst og kultur og at give byen et nyt mødested. Skagensmalerne opholdt sig her, inden de rejste videre til Skagen. Donationen giver byens borgere og dens mange gæster en sjælden mulighed for at skabe et moderne samlingspunkt.
 

Hermed en opfordring til at støtte visionen om et museum i Hornbæk. Det er et magisk sted, som vil kunne være en mulighed for at vise kunst i en helt utroligt smuk ramme. Læs mere om initiativet på www.museumihornbaek.dk.

 

18. juli 2016 – Film og billeder fra de to dage i weekenden. Åbningstalen blev holdt af tidl. kulturdirektør Peter Grønholt, og musikken blev leveret af de professionelle jazzmusikere, brødrene Andreas og Nichlas Hatholt på henholdvis bas og klaver. Caféen blev bestyret af ED-Events ApS v/Edna Dueholm.

 

IMG_2392x IMG_2395x IMG_2396x IMG_2403x

 
IMG_2400x IMG_2417x