Kunstmarked i værftshal 14
Midt i komplekset med hallerne fra det nedlagte Helsingør Skibsværft ligger den store Hal 14, som med sine imposante rammer lægger op til årets kunstudstilling i byen. Hal 14 blev opført i 1882 som maskinværksted og betegnes nu som juvelen i de gamle værftsbygninger. Den ligger ved siden af Siemenshallen, hvor den traditionsrige Sommerudstilling blev afholdt de to foregående år.
Udstillingen, der arrangeres af Kunstforeningen for Helsingør og Omegn, åbnes af museumschef Maibritt Bager, Helsingør Kommunes Museer, ved en
fernisering fredag den 26. august 2016 kl. 15.00 til kl. 17.00
Foreningen vil være vært ved et mindre traktement med vin og vand og snacks.
Øvrig åbningstid er lørdag den 27. august 2016 kl. 10.00-17.00 og søndag den 28. august 2016 kl. 10.00-16.00. Der er gratis entre, og alle er velkomne også til ferniseringen.
44 af foreningens kunstnere og kunsthåndværkere vil udstille og sælge deres kunst. Her er sølvsmed, trædrejer, keramikere og ikke mindst malerier/foto i alle genrer og af en hver art. Som noget nyt deltager også 9 kunstnere fra Helsingborg Konstförening. Et rigtigt Kunstmarked med mange aktiviteter.
Det vil være muligt at købe kaffe og hjemmebagt kage lørdag og søndag. Der vil blive indrettet lounge områder i den meget store hal, hvor der vil være mulighed for refleksion og/eller en god snak med udstillere og medlemmer om kunst. Lounge områderne vil blandt andet blive møbleret med de kendte Shakespearebænke, udført af Mette Damving.
Museet for Søfart
Hvis du trænger til en pause i den store udstilling, kan du ganske få meter ved siden af Hal 14 besøge Museet for Søfart.
Museet er bygget rundt om og ned i en gammel tørdok, så det knapt kan ses. Det ligger et smukt sted, hvor der er meget, der slås om pladsen, men i stedet for at insistere på at sætte en ny bygning op, der kan stå og råbe ”her er jeg”, lægger arkitekturen sig elegant ind i landskabet ved siden af Kronborg. Det er et modigt værk, der på tankevækkende vis formår at aktivere en del af vores kulturarv og som materialiserer fortællingen om Helsingør som værft- og skibsby. M/S Museet for Søfart fra 2013 er tegnet af BIG.
5. september 2016 – Film og foto fra ferniseringen, den 26. august.