Åbent Værksted og Galleri
Kunstnerpar i Greve åbner deres værksted og galleri
Kunstnerparret Joan Berg og Morten Funder byder den sidste weekend i april alle interesserede indenfor på deres adresse i den gamle Hundige Landsby, hvor de vil vise og fortælle om deres kunsthåndværk og billedkunst. Det bliver en helt unik mulighed for et kig i kunstnernes værksted.
Joan Berg viser sine håndfiltede tørklæder i silke og bomuldsgaze med australsk merinould og dansk karteflor, som er arbejdet sammen. Resultatet er lette, elegante og meget personlige tørklæder. Også glas har hendes store interesse, og i dette materiale fremstiller hun brocher i farver, der matcher tørklæderne. Hun har en solid håndværksmæssig baggrund som dameskrædder/designer, farve- stilkonsulent, filter, pædagog og underviser. Foruden salg af sine produkter afholder hun kurser, hvor man kan filte sit eget personlige tørklæde.
Morten Funders billeder kommer til at fylde væggene. Han arbejder med fotokunst på en anderledes og spændende måde, og skaber et billedunivers af drømme og stemninger baseret på fotos fra naturen, men digitalt bearbejdede og transformerede til særegne fantasifulde verdener. Han har gennem den sidste halve snes år udstillet i over 100 firmaer, på offentlige udstillingssteder og messer. Han er blevet anerkendt på censurerede udstillinger og er optaget med tekst og billeder i bogen 101 Kunstnere 2016. Endvidere afholder han foredrag om sin kunst.
Begge kunstnere har tidligere drevet et bogforlag sammen, men nu arbejder de på fuld tid med selve den skabende kraft i kunsten.
Det er første gang, de åbner deres hjem for besøgende, og de glæder sig meget til at få en lille kunstsnak med interesserede.
Adressen er Hundige Bygade 3, 2670 Greve, og der er åbent både lørdag og søndag d. 29. og 30. april, begge dage fra kl. 13 til 17.