Caféudstilling i Faxe
Hele juli måned har jeg en lille udstilling i Fru Nielsens Galleri på torvet i Faxe.
Fru Nielsens Galleri er et hyggeligt lille galleri midt på Vinkældertorvet, der er hovedstrøget i den sydsjællandske by Faxe.
Fernisering
Der er fernisering på udstillingen lørdag d. 5. juli kl. 10 – 13, hvor jeg vil være til stede.
Kulturtorv
Navnet Faxe betyder hestemanke (i år 1280 “Faxæ”). Derfor står der på Vinkældertorvet i byens centrum et monument, som forestiller de mytologiske heste Rimfaxe og Skinfaxe. Skulpturen kan ses fra galleriet.
Vinkældertorvet er byens tidligere gadekær. Efter svenskekrigene i 1600 tallet fik torvet sit navn, da byens borgere gemte deres drikkevarer for fjenden i gadekæret.
Torvet syder nu næsten altid af liv, og hver torsdag sommeren igennem fra kl. 10 – 16 afholder Fru Nielsens Galleri kulturtorv i samarbejde med Faxe Erhvervsforening. Kulturtorv er åbent for alle, som har lyst til at hygge på vinkældertorvet. Der er arbejdende kunstboder, musik, kræmmere, kunstnere m.m.
Galleriet
Galleriet udstiller kunst og kunsthåndværk. I de samme lokaler er der café, hvor man samtidig med at se på kunst, kan nyde udsigten til livet på torvet over en kop frisklavet kaffe og dagens kage eller en af de lette anretninger.
Galleri og café er åbent
mandage til fredage fra kl. 11 – 17
lørdage 10 – 14
søndage lukket
Fru Nielsens Galleri
Vinkældertorvet 2A st.th
4640 Faxe