Den Sorte Diamant

I hele Februar måned fra d. 3/2 udstiller jeg i medarbejderkantinen i Den Sorte Diamant. Kantinen er forbeholdt medarbejderne på Det Kongelige Bibliotek, men den kan udenfor deres frokostpause benyttes af publikum. Så også her har du mulighed for at se et udvalg af mine billeder.
Adgang for publikum
mandag – fredag 8.30 – 11 samt 13 – 15.30
Her ligger Den Sorte Diamant
Adressen er:
Søren Kierkegaards Plads 1,
1221 København K
Du finder medarbejderkantinen i nærheden af de to rulletrapper i stueplan, der ligger mellem café Øieblikket og restaurant Søren K ud mod havnefronten. En ydmyg trappe lige ved siden af restaurant Søren K fører op til kantinen på 1. sal. Her kommer de fleste af mine billeder til at hænge på væggen til venstre, så der er udsigt til dem fra de små caféborde, og gennem de smalle vinduer på højre side kan man blandt andet se havnebussen og kanalrundfarten sejle forbi.
Se placeringen vist med rød ramme og rød pil på billederne.
Kommer du i bil, er de nærmeste P-pladser på Frederiksholms Kanal og Slotsholmsgade.
Benytter du offentlig transport, har buslinje 66 stop ved Søren Kierkegaards Plads.
Med S-tog til Hovedbanegården er der 10 minutter til fods.
Med metro til Kongens Nytorv eller Christianshavn er der ligeledes 10 minutter til fods.
Havnebusserne 991 og 992 har stoppested lige udenfor.
Om Den Sorte Diamant
Beliggenheden lige ud til havnefronten i København er helt suveræn. Den Sorte Diamant er den nyeste tilbygning til Det Kongelige Bibliotek på Slotsholmen fra 1999. Bygningen har 450 lokaler og 800 døre, der kræver nøgler. Facaden består af 2.500 kvadratmeter sort granit fra Zimbabwe, og hver granitplade vejer 75 kg. Glasvæggene mod læsesalene er fremstillet i Tyskland, de er 6 meter høje, 2,40 meter brede og 16 mm tykke. Hver enkelt glasskive vejer 576 kg.
2/2-2016: Så kom udstillingen op at hænge i kantinen, de allerfleste på den lange væg.