Hundested Kunstforening

Fyrgården ligger et fantastisk sted 20 meter fra Spodsbjerg Fyr, hvor der er en storslået udsigt over Kattegat. Kun 100 meter fra Fyrgården ligger Knud Rasmussens Hus.
Kl. 13 åbnede dørene. Stueetagen blev ret hurtigt fyldt med besøgende, og der var sat juice, vin, frugt og snack frem til fri afbenyttelse. Formanden for kunstforeningen bød velkommen og gav ordet til mig. Jeg brugte nogle minutter til at fortælle om min kunst og opfordrede de besøgende til bagefter at komme til mig, hvis der var yderligere spørgsmål. Det var der mange, der benyttede sig af, og jeg bliver jo altid glad, når jeg får lov til at uddybe mine tanker om min kunst.
Gennem dagen var der mange interesserede, der kiggede ind. Familier, der blot var ude at gå tur, fik øje på at der var en udstilling i Fyrgården, og så deres snit til at få en oplevelse mere. Andre kom fra Knud Rasmussens Hus og skulle lige se, hvad kunstforeningen bød på af oplevelser. På trods af, at solen netop denne dag havde besluttet sig for at gemme sig bag nogle skyer, og der også var andre arrangementer på havnen i Hundested, var der alligevel mødt ca. 60 gæster op for at se udstillingen.