Location, DK-4500 Nykøbing Sjælland
+45 26740871
kunst@mortenfunder.dk

Soloudstilling i Havnegalleriet i Dragør 2018

... en del af mit kunstneriske univers

Soloudstilling i Havnegalleriet i Dragør 2018

Vi blev så glade for at udstille her i 2017, så nu er vi her igen, min hustru og jeg 🙂

I udkanten af den gamle bydel i Dragør og med udsigt til havnen på den anden side af vejen ligger det lille hyggelige Havnegalleri som nabo til ishuset. Her udstiller jeg min fotokunst, og som noget helt nyt viser jeg, at min kunst siden sidst også er kommet til at omfatte keramik, se nedenfor. Min hustru Joan Berg har sine nyeste designs med i merinould filtet ned i silke og formet til tørklæder.

 

Kom til

fernisering Langfredag den 30. marts kl 11 til 18

i Havnegalleriet i Dragør, hvor alle er velkomne til en lille forfriskning, og hvor vi viser en kombination af fotokunst til væggene og tørklæder med tilhørende brocher til den personlige garderobe. Kom og hils på os, nyd tørklæderne og billederne og et lille glas.

Da min hustru og jeg gensidigt inspirerer hinanden i udvikling af vores kunst, vil man ofte kunne se at farver, linjer og stil harmonerer.

Tørklæder i merinould håndfiltet på silke

Joan Bergs design er enkelt, råt, feminint og personligt. Tørklæderne er i silke og gaze hvorpå der er filtet Australsk Merinould. Det endelige udtryk fuldendes, når tørklædet lukkes med en af hendes enkle og rå brocher i glas eller keramik. 

I hendes tørklæder er der ofte overraskelser i form af detaljer placeret et uventet sted, en farve der virker provokerende …..kaos …..og så alligevel ikke. Der er aldrig noget, der bliver helt ens. Det gør at de enkelte tørklæder fremstår unikke. Tørklæderne er komfortable og luksuriøse, for hun bruger kun kvalitetsmaterialer til fremstillingen.

Vase og to skåle i sort stentøjKeramiske vaser og skåle

Som flere måske vil kunne huske, viste jeg sidste gang i oktober 2017 mine små drager i stentøj, og Dragerne i Dragør blev dengang et lille humoristisk indslag i vores udstilling. Jeg har det sidste halve års tid arbejdet langt videre med min keramik. Nu glæder jeg mig til for allerførste gang at udstille og fremvise mine vaser, krukker og skåle, som jeg har tilvirket i stentøj og porcelæn.

Der er geometrisk sammensatte figurer i stramme linier, og der er små skåle med bløde rundinger. Alt kan efter temperament anvendes som dekorativ brugskunst, det kan ses som funktionelt design, eller det kan være det lille twist der får smilet frem hos beskueren. Udtrykkene strækker sig fra det nidkært perfekte og geometriske til de mere organiske former og pust af forår. 

Åbningstider og adresse

Fernisering Langfredag, den 30. marts kl. 11 – 18.
Udstillingen er herefter åben hver dag 31. marts – 4. april (også i Påsken) kl. 11 – 18.
Sidste dag er torsdag den 5. april, hvor vi holder åbent kl. 11 – 14.

Havnegalleriet ligger på adressen Strandlinien 17, 2791 Dragør, se kortet herunder.

 


 

Film fra udstillingen i Havnegalleriet, 30. marts – 5. april 2018