Sommer i Siemens, kunstudstilling i de gamle værftshaller
36 kunstnere sætter kulør på Siemenshallerne i weekenden, den 28. – 30. august. Det bliver et brag af en udstilling, en begivenhed du bare ikke må gå glip af!
Det er de gamle værftshaller i Helsingør, der denne weekend omdannes til kunsthal. Det skal forstås på den måde, at hallen i disse 3 dage bliver en scene for den levende og skabende kunst, hvor kunstnerne kan afprøve deres kunst i meget anderledes omgivelser, end de ellers er vant til. Loftshøjden er op til 8 meter, og den cementgrå hal bliver klar til at tage imod farverig og kreativ kunst fra de 36 udøvende kunstnere.
Åbningstider
Udstillingen vil være åben fredag d. 28. august kl. 15 – 18 samt lørdag og søndag d. 29. og 30. august kl. 10 – 18. Jeg vil være at træffe i hele åbningstiden.
Find Siemenshallerne
Følg skiltene igennem Helsingør mod Kronborg Slot. Drej til højre ned ad Ny Kronborgvej, og kør umiddelbart efter ind på parkeringsarealet til højre. Siemenshallerne ser du nu på højre side af Ny Kronborgvej og M/S Museet for Søfart kan du skimte på venstre side. Et stort banner over indgangen til hallen viser ind til udstillingen. Du kan finde mig lige indenfor i hallen til højre.
Klik på kortskitsen for stort billede:
Se kunstfolderen i fuld størrelse – klik på billedet:
Kulturværftet
På bagsiden af Siemenshallerne ligger Kulturværftet, som er det største kulturhus i Nordsjælland. Siemenshallerne og Kulturværftet har over en periode på 100 år været omdrejningspunkt for Helsingør, idet de husede et af Danmarks store skibsværfter. Nogle af de ombyggede værftsbygninger er nu omdannet til Kulturværftet, der blev indviet for 5 år siden og som ligger få meter fra havnefronten. Her afholdes årligt mere end 300 kulturarrangementer, herunder en række koncerter med stjerner fra ind- og udland.
2/9-2015: Se den lille 4 minutters film fra fernisering på kunstudstillingen i weekenden. Formanden for Helsingør Kunstforening Mogens Aasvang bød velkommen, og udstillingen blev åbnet af tidligere medlem af kulturudvalget i Helsingør kommune Per Christensen.